| Om GRAND fromage | |||||||
| Vi samarbejder med
nordiske gårdmejerier om at udvikle nye spændende oste, gerne lavet på
recepter og teknikker gravet frem fra historiebøgerne. Disse oste føres
under eget varemærke. Vi modner selv en stor del af vores oste, så vi
kan imødekomme de enkelte kunders krav. Vi indkøber spændende charcuteriprodukter, og vi udvikler selv charcuteri af økologisk gede- og svinekød. Vi indkøber desuden en bred vifte af andre delikatesser som olier, balsamico, nødder og tørrede frugter. Vi leverer til de bedste kokke og køkkener i Danmark, som laver mad ud fra devisen om, at de bedste råvarer giver de bedste resultater. Et stærkt fagligt fundament, en sund kritisk stillingtagen til fødevarer samt et højt serviceniveau er grundstenene for vores ufravigelige krav til at levere kvalitet. Vision Vores mål er:
|
|||||||
| Daglig ledelse | |||||||
| Jens-Einar Lindbjerg Jensen, er opvokset med ost og smør på Lindbjerg Mejeri v. Varde i Vestjylland. Han tog en grunduddannelse på dansk mejerier med en praktisk oplæring i henholdsvis oste- og smørproduktion med afsluttende eksamen på Ladelund Mejeriskole. Efter skolen var han i USA med ophold på gårdmejerier i Californien. Han uddannede sig derefter til mejeritekniker. Jens har igennem det meste af sit liv haft en stor interesse for mad og ikke mindst oste. | |||||||
| I september 1999 tog han og sønnen Thomas Lindbjerg på rejse i de europæiske lande for indgå aftaler om import af de bedste oste i de
forskellige lande. Dette blev starten på GRAND fromage, som slog
dørene op i Guldsmedgade i Århus i december 1999. Thomas Lindbjerg er udlært kok og har bl.a. arbejdet som chef på den 2-stjernede Michelin restaurant Relais de la Poste i Frankrig. Han har desuden læst til mejeriingeniør på Landbohøjskolen. Under studiet var han bl.a. på studieophold i Frankrig, hvor han producerede Comtéoste, og i Sverige, hvor han producerede blåskimmeloste. Thomas trådte ind som partner i GRAND fromage i 2004. |
|||||||
![]() |
|||||||
| Historien bag | |||||||
| Click here if you want the history of GRAND Fromage in English. | |||||||
|
|
|||||||
| Thomas Jensen af Lindbjerg, som er oldefar til Jens-Einar Lindbjerg Jensen, blev født i 1856. Han var den første mejerimand i slægten og blev uddannet til dette erhverv på Velling Fællesmejeri og senere Strellev Mejeri i Vestjylland. Efter en tid på Rødding Højskolegaard købte han Vallund Mejeri i 1883 og drev det frem til 1905. | |||||||
|
|
|||||||
| I 1905 overtog han Lindbjerg Mejeri til den nette sum af 45.000 kr.! Dette mejeri var oprindeligt grundlagt i 1882 som et såkaldt fællesmejeri af driftige landmænd. Disse så store fremtidsmuligheder i en fælles produktion af mejerivarer, i første omgang smør. Det var oprindeligt kvinderne på gårdene, som kærnede smørret med heraf følgende kvalitetsudsving. For at opnå en stabil kvalitet til den stærkt stigende eksport til England blev Fælles- og Andelsmejerierne oprettet i begyndelsen af 1880'erne. | |||||||
| Det var ligeledes Thomas Jensen af Lindbjerg, der efter nogle urolige og usikre år under 1. Verdenskrig, var klar til at lade mejeriet fortsætte under andre former. Pga. de urolige forhold var det svært at beregne priser for mælken og vurdere udviklingen for mejeriet. Det blev således besluttet, at lade mejeriet overtage af leverandørerne, dvs. landmændene som leverede mælken til mejeriet. Dette skete i 1917. | |||||||
| Med denne nye æra inden for dansk mejeribrug, startede således også en ny tid på Lindbjerg Mejeri, idet Thomas Jensens svigersøn, Einar Jensen af Lindbjerg, overtog stillingen som mejeribestyrer. | |||||||
|
|
|||||||
| Einar Jensen var født i Faarevejle i 1885 og uddannet på mejerierne Eskebjerg og Hvalsø, men kom til Lindbjerg som førstemejerist allerede i 1914. Han drev mejeriet videre under de nye principper med modernisering af udstyr og bygninger. Produktionen af ost og kasein blev startet i 1940'erne. | |||||||
|
|
|||||||
| Derefter fulgte et nyt led i slægten efter sin fader, nemlig Einar Jensens søn, Thomas Lindbjerg Jensen. Han drev mejeriet videre og indførte efterhånden flere og flere maskiner, efterhånden som den tekniske udvikling skred frem. Desuden oparbejdede han en produktion af mange forskellige oste herunder Danbo, Maribo, Fynbo, Trope-Fynbo, Elbo, Samsø, Havarti, samt nogle industrielle ostetyper. Udviklingen af osteproduktionen medførte, at hovedproduktionen ændredes fra at være smør til at være oste. Udviklingen af eksporten i dansk mejeribrug nødvendiggjorde, at virksomhederne måtte være større for at kunne klare de stigende krav fra udlandet, hvorfor også Lindbjerg Mejeri indgik i samarbejdet under Mejeriselskabet Danmark fra 1972, hvor det medvirkede i strukturrationaliseringen. | |||||||
| Næste led i kæden af den lindbjergske "mejeri-slægt" er søn af Thomas Lindbjerg Jensen, Jens-Einar Lindbjerg Jensen. Han er uddannet på såvel danske mejerier som udenlandske, hvor erfaringen har medført etableringen af GRAND fromage. | |||||||
|